For cirka ti år siden ændrede Louises liv sig drastisk, da hun var tæt på at dø i en rideulykke. Louise gik fra at have tre alvorlige hjerneblødninger og et kraniebrud til at deltage i store internationale dressurkonkurrencer og vinde sølvmedaljen ved De Paralympiske Lege. For at yde denne fantastiske præstation havde Louise været nødt til at gentænke og ændre sin livsførelse helt og holdent.

Som treårig sad Louise for første gang på hesteryg. Det var i sadlen foran sin far i Eskilstuna i Sverige, hvor hun er vokset op. Senere, da hun var omkring ni år gammel, begyndte Louise at få undervisning på Eskilstunas rideskole, og hun tilbragte somrene med at ride på Gotland sammen med sin bedste ven.

– Det er svært at sige, hvad det var, der fik mig til at blive ved med at ride. Det blev bare til mere og mere. Somrene på Gotland med min bedste ven var fulde af heste, så mit liv endte med at udfolde sig der.

Det var dog ikke nogen selvfølge, at Louise skulle være dressurrytter. I starten af sin karriere dyrkede hun både dressur og ridebanespringning. I en alder af 15 købte hun en lille halvblodshest, som hun deltog i springkonkurrencer med. Efterhånden som hendes interesse for heste voksede, tog Louise til Tyskland for at arbejde for springrytteren og OL-vinderen Karsten Huck. På det tidspunkt arbejde Huck sammen med dressurrytteren Jürgen Koschel, og efter nogen tid på rideskolen skiftede Louise over og begyndte at arbejde for ham i stedet. Det var først der, at hun lagde ridebanespringningen på hylden og satsede fuldt ud på dressur.

Ulykken

Hendes begejstring for dressur blev endnu større efter hendes tid i Tyskland, og Louise arbejdede også som dressurtræner i Sverige inden den frygtelige ulykke, som skulle komme til at forvandle hele hendes liv. En dag i 2011 skulle Louise og hendes datter have hestene fra folden ind i stalden ved deres hjem på Gotland. Louise skulle til at trække den sidste hest ind, som også var den mildeste i flokken, da den blev forskrækket og stillede sig på hendes fødder.

– Jeg stod som naglet til jorden og forsøgte at få hende væk fra mig. Da hun igen blev forskrækket røg jeg med. Jeg sad fast mellem hestens ben og bringe og kunne ikke bevæge mig, så da hun sprang op, faldt jeg hjælpeløst bagover, landede på ryggen og knaldede baghovedet i jorden.

Det sidste Louise husker, inden hun var bevidstløs i nogle minutter, er farven på træernes grene. Først er de grønne, og næste øjeblik skifter farven, og de er ikke længere grønne, men brune og gule. Derefter kunne hun ikke længere tale eller bevæge armene.

– Min datter, der var med, troede jeg var død, men det kan jeg slet ikke huske.

"Jeg sad fast mellem hestens ben og bringe og kunne ikke bevæge mig, så da hun sprang op, faldt jeg hjælpeløst bagover, landede på ryggen og knaldede baghovedet i jorden."

– Louise Etzner Jakobsson

Dette skete i august måned midt under middelalderugen på Gotland med masser af turister på øen. Men da Louises datter ringede efter en ambulance, var der ikke nogen til rådighed, og ambulancehelikopteren var inde på fastlandet. I stedet for ankom redningstjenesten i en gammel ambulance med personale, som måtte afbryde deres ferie for at hjælpe.

– Der skete rigtigt mange ting i de øjeblikke, og da ambulancen endelig var på vej mod hospitalet, mistede jeg fokus. Jeg havde store smerter.

Louise blev røntgenfotograferet to gange på hospitalet, før lægerne kunne konstatere, at hun havde kraniebrud og tre hjerneblødninger. Hun kan ikke huske ret meget om selve beskeden eller de første dage efter ulykken. Det hele var som en stor tåge.

Vejen til at komme tilbage i sadlen ...

Efter at have tilbragt to uger på hospitalet fik Louise endelig lov til at vende hjem igen. Herefter ventede der hende tre måneders rekonvalescens uden at lave noget som helst. Louise tilbragte størstedelen af tiden med at sove pga. den frygtelige træthed, hun oplevede. 

Hun var blevet ramt af hjernetræthed, og hun kunne ikke holde lys og lyde ud. Bare lyden af nogen, der skrabede bestik hen over en tallerken, fik Louise til at føle det, som om hendes hoved skulle eksplodere.

– Hjernetræthed kan beskrives, som om man har en vis mængde batteri, og når den er opbrugt, kan du ikke noget som helst. Der er ikke noget, der fungerer, og din krop kan knap nok bevæge sig. Når du har ladet batteriet op, kan du lidt igen. Men efter et stykke tid bliver det fuldkommen fladt. Der er ikke megen energi.

De første par måneder var frygtelige, og Louise talte dagene til hun igen kunne komme op på en hest. Selvom ulykken var sket i forbindelse med heste, så savnede hun ridningen allermest. Først et halvt år efter, da genoptræningen startede, kunne Louise endelig begynde at ride igen. Louise begyndte at ride en ældre hest af egen avl, som hun selv havde trænet. En meget rar hest, som fik Louise til at føle sig helt rolig og sikker.

– Først red jeg hesten i en longerline sammen med mine døtre. I starten lod de mig kun skridte, så jeg var ret irriteret på dem, siger Louise med et glimt i øjet. Jeg fortsatte med longerlinen næste dag, men satte sværhedsgraden en smule op. Mine døtre var ved at dø af skræk, da jeg begyndte at galoppere. Men jeg mistede ikke min balancesans i ulykken, så det var ikke noget problem for mig at ride hurtigere.

Louises hverdag blev vendt fuldstændigt på hovedet. Fra at have en fuld kalender med masser af aktiviteter til et liv, hvor det var tvingende nødvendigt med megen hvile. Hun var nødt til at finde en rytme med faste måltider og hvile om eftermiddagen.

"Hjernetræthed kan beskrives, som om man har en vis mængde batteri, og når den er opbrugt, kan du ikke noget som helst."

– Louise Etzner Jakobsson

Under genoptræningen startede en typisk dag med morgenmad, huslige pligter og kontorarbejde. Louise undgår for det meste at sidde foran computeren efter ulykken pga. sin hjernetræthed. Efter hun har kigget indbakken igennem, går hun ud i stalden for at muge ud, sørge for foder og andre vigtige opgaver. Så rider hun indtil frokost og hviler bagefter. Når hun er færdig med at hvile sig, er det tid til atter at gå ud i stalden og ride dagens anden hest.

– Jeg arbejder stadig som træner, men ikke i så stort omfang som tidligere. Jeg kan ikke undervise så meget, som jeg gjorde, pga. trætheden. Men når man har nogle fantastiske og motiverede elever, der er meget dedikerede, så vil man gerne være der for dem.

Man skal ikke tage det for givet at komme tilbage i sadlen efter så voldsom en ulykke. Men trods det, har Louise været meget stålsat for at blive helt rask og vende tilbage.

– Man kan ikke bare give op. Det bliver hårdt, men ikke umuligt. Det umulige er bare lidt mere kompliceret. Man skal ganske enkelt være forberedt på at arbejde.

... Hele vejen op til verdenseliten inden for ridning

Det er umuligt at kimse ad den benhårde indsats, Louise har gjort siden ulykken. Hun har deltaget i verdensmesterskaberne, tre europamesterskaber og De Paralympiske Lege i Tokyo i 2021, hvor hun sikrede sig en sølvmedalje. Men rejsen har været udfordrende, og Louise er stødt på mange forhindringer undervejs.

Under coronaepidemien besluttede man at rykke De Paralympiske Lege i Tokyo til det efterfølgende år. Desværre mistede Louise den hest, hun red på, da dette blev offentliggjort, fordi ejeren besluttede at ophæve kontrakten og sende hesten på pension. Zernard, som hesten hedder, havde været Louises konkurrencepartner i syv år, og var også den hest, som hun havde kvalificeret sig til legene med, og det satte Louise i en kattepine. 

– Jeg endte med at befinde mig i et tomrum i flere måneder, uden at vide hvad jeg skulle gøre.

Efter nogle måneder fandt Louises ven en ny hest og købte den til hende. Goldstrike B.J (Goldie) var en meget rar hest med tre gode gangarter. Der var ingen ulemper, og han havde masser af energi. Selvom Goldie er en glad og positiv hest, er han også meget følsom. For det meste er Goldie en rolig hest, men når han bliver skræmt, bliver han rædselsslagen.

Der ventede masser af arbejde med en helt ny hest, som ikke havde kvalificeret sig til De Paralympiske Lege. Den første internationale konkurrence i Mannheim gik ikke efter planen, og derfor blev en konkurrence i Holland deres sidste chance for at kvalificere sig. På konkurrencens anden dag lykkedes det Goldie at overbevise dommerne og opnå 72 %, hvilket sikrede dem en plads på startlisten til De Paralympiske Lege i 2021. 

... Indtil næste forhindring dukkede op. Kun lidt over en måned før den vigtige konkurrence i Tokyo brækkede Louise benet. Hun var ved at stige af sin cykel, da hun pludselig snublede og ramte stellet.

– Jeg kunne med det samme mærke, at der var noget, der var gået i stykker, men jeg vidste ikke, om det var knogler eller bløddele, det var gået ud over.

"Ortopæden ville have gipsen siddende i seks uger, men til sidst gik han med til det. Jeg fortalte ham, at jeg havde trænet i hele to år til denne konkurrence, og at jeg ikke ville acceptere et nej."

– Louise Etzner Jakobsson

Senere på hospitalet fik hun at vide, at det både var bløddele og knogler, der var beskadigede. Det var et knoglebrud, som krævede operation, narkose og indsættelse af skruer i benet. Eftersom Louise havde prøvet at brække noget før, vidste hun, at knoglebruddet kunne vokse sammen på cirka seks uger, hvilket betød, at der var tid nok til at deltage i De Paralympiske Lege. Hun skulle bare have operationen overstået med det samme. Efter at have plaget lægen fik hun tid til operationen fem uger før De Paralympiske Lege.

– Ortopæden ville have gipsen siddende i seks uger, men til sidst gik han med til det. Jeg fortalte ham, at jeg havde trænet i hele to år til denne konkurrence, og at jeg ikke ville acceptere et nej.

Det var på et hængende hår. Kun én uge før De Paralympiske lege gik i gang, red Louise for første gang efter operationen. Hendes datter havde trænet Goldie i tiden op til konkurrence, så Louise kunne spare på kræfterne. Da de ankom til Tokyo, var det tid til, at Louise kom tilbage i sadlen, og det klarede hun med et fantastisk resultat. Hendes og Goldies præstation resulterede i en sølvmedalje.

– Denne medalje er en holdmedalje, for hele min familie har hjulpet mig undervejs. Uden mine døtres hjælp med Goldie eller min mand, der har kørt mig til konkurrencer, ville jeg ikke være nået så vidt. Deres mentale opbakning betyder alt. Og også den måde, de har håndteret min stædighed på, og det at jeg sad i kørestol og brugte krykker. Det betyder virkelig alverden for mig.

"Man kan ikke bare give op. Det bliver hårdt, men ikke umuligt."

– Louise Etzner Jakobsson

– Jeg føler, at jeg stadig udvikler mig og bliver bedre til trods for, at jeg bliver ældre. Jeg føler, jeg har mere energi, og jeg er også ved at lære, hvordan jeg håndterer og klarer min hjerne. Nu ved jeg, hvordan jeg skal strukturere min dagligdag.