Mød vores nye ambassadør
Interview med Carl Hedin
I dette interview fortæller Carl os om sin rejse inden for ridesporten, hvordan en normal arbejdsdag ser ud for ham, og han giver sine bedste råd til alle, der drømmer om at arbejde med heste. 🤝
Amanda
Wed 31 Mar - 21
Mød vores nye ambassadør
Interview med Carl Hedin
I dette interview fortæller Carl os om sin rejse inden for ridesporten, hvordan en normal arbejdsdag ser ud for ham, og han giver sine bedste råd til alle, der drømmer om at arbejde med heste. 🤝
Amanda
Wed 31 Mar - 21
Den professionelle rytter og iværksætter Carl Hedin (33 år gammel) har altid mange bolde i luften ad gangen. Mange af os kender ham fra hans kendte og hurtigtvoksende Instagram-profil. Men Carl har ikke kun succes på de sociale medier. Han er elitedressurrytter, en meget efterspurgt professionel rytter og træner samt grundlægger af firmaet Eques Management. Sidste uge kunne vi endelig offentliggøre den spændende nyhed om, at Carl nu også er ambassadør for Maya Delorez.
I dette interview fortæller Carl os om sin rejse inden for ridesporten, hvordan en normal arbejdsdag ser ud for ham, og han giver sine bedste råd til alle, der drømmer om at arbejde med heste.
Om Carl Hedin
Alder: Født 1991
Bor i: Särö, syd for Gøteborg 🇸🇪
Beskæftigelse: Professionel rytter og iværksætter
Skjult talent: Kan synge med munden lukket
Instagram-konto: @hedincarl
Hvordan begyndte det hele?
Lad os starte med begyndelsen: Hvordan begyndte du at ride overhovedet?
– Jeg har altid interesseret mig meget for dyr og etologi, altså dyreadfærd. Grunden til at jeg tabte mit hjerte til heste, skyldes nok primært, at min søster red, og jeg gik med hende i stalden. Da jeg var syv år gammel, fik jeg mulighed for at prøve at ride for første gang gennem min sportsskole, som tilbød noget i stil med "prøv en anden sport". Og hvis man kigger i min mors dagbog, som hun førte på daværende tidspunkt, står der noget a la "Carl prøvede at ride i dag i skolen og vil gerne fortsætte". Derefter begyndte jeg på en rideskole. Og jeg er ikke gået ud endnu, kan man sige.
Hvornår gik det op for dig, at ridning var noget, du virkelig ville satse på?
– Jeg var ikke ret gammel, da det gik op for mig, at jeg ønskede at arbejde med heste. Jeg tror, jeg var 14-15 år gammel. Jeg kan huske, at jeg enten cyklede eller kørte på knallert til stalden og drømte om at arbejde med heste. Ikke kun som konkurrencerytter eller selvstændig, men opbygge hele mit liv omkring heste. Allerede dengang drømte jeg om, hvor skønt det ville være, hvis jeg kunne forvandle min brændende interesse for heste til mit job og min livsstil.
Tid i udlandet
Efter du var færdig med grundskolen og havde tilbragt nogle år i ridemiljøet, besluttede du dig for at flytte til udlandet. Fortæl os lidt om de år. Hvad lærte du af den tid?
– Jeg boede i udlandet i fem år i alt. Først i Danmark, så i Tyskland og til sidst i England. Det har været en fantastisk måde for mig at udvide min horisont på og opleve nye ting – ikke kun inden for ridesport. Hestehold og ridning varierer meget fra land til land, så jeg har virkelig lært meget om det i udlandet. Men det var også af stor værdi, at jeg fik mulighed for at lære nye kulturer at kende, møde nye mennesker og indse, at ikke alt foregår ligesom herhjemme i Sverige. For mig har det faktisk betydet, at jo længere jeg har været væk, jo mere har jeg lært at holde af mit hjemland.
Hvorfor besluttede du dig for at flytte? Var det pga. din uddannelse eller for at udvikle dig som rytter?
– Det var lidt pga. begge dele, vil jeg sige. Først arbejdede jeg med heste i Danmark og var i lære som professionel rytter. På det filosofiske plan kan man sige, at man kan drage lærdom af alt her i livet på den ene eller den anden måde. Jeg har naturligvis arbejdet med heste, fordi jeg havde brug for en indkomst, men jeg har altid anset det som en slags uddannelse eller læring og som et strategisk valg for i sidste ende at kunne opbygge en karriere på basis af det. Jeg har også læst på universitet, da jeg boede i England, hvor jeg tog en erhvervsuddannelse med fokus på marketing. Det valgte jeg til dels, fordi jeg synes, marketing er virkelig interessant, men også fordi jeg gerne ville kunne bruge noget af den viden i mit eget firma. Så alt, jeg har gjort og gør, er i virkeligheden en kombination af teoretisk uddannelse og praktisk erfaring, så jeg har kunnet opbygge en karriere inden for ridning.
Iværksætteri og Eques Management
Du flyttede hjem til Sverige i 2015 og begyndte da at arbejde aktivt med dit eget firma. Kan du fortælle lidt mere om Eques Management, og hvorfor du valgte at starte dit eget firma?
– Jeg registrerede firmaet Eques Management i 2013. På det tidspunkt havde jeg allerede planlagt at læse i udlandet, men så var der nogen, der kontaktede mig og havde brug for hjælp til at træne heste. Jeg startede firmaet og var i gang i cirka et halvt år, inden jeg flyttede til England. I det tidsrum lå firmaet mere eller mindre i dvale, indtil jeg flyttede hjem til Sverige igen. Det er faktisk først de sidste seks år, at jeg har arbejdet aktivt med Eques Management.
– Jeg startede ikke virksomheden, fordi jeg gerne vil tjene en masse penge og blive rig. Jeg ser firmaet som en måde til at finansiere min livsstil med heste på. Så længe jeg kan gøre det, og det flasker sig, så er jeg glad. Samtidigt kan nogle gode hestesalg selvfølgelig bane vej for muligheder for mig til at lave andet inden for virksomheden. Men jeg tror ikke, man skal vende sig mod mig for at få de bedste iværksættertips. Det har aldrig været min drøm at få Eques Management til at blive kæmpestort. Jeg er bange for, at jeg i så fald ville miste min brændende interesse for heste og hestesport, selvom det i virkeligheden er grundlaget for det hele.
I Eques Management arbejder du bl.a. med at træne dressurheste. Hvad er vigtigt for dig, når du begynder at træne en ny hest? Hvad kigger du efter?
– Det er ikke så svært at finde en god unghest, det kan alle for så vidt lære. Men taler man om dressurheste, så kigger jeg normalt efter følgende:
Tre gode basisgangarter
Et forholdsvis korrekt ydre
En størrelse, der passer mig
Og de ting er ikke svære at finde ud af. Men det der afgør, hvorvidt jeg køber hesten eller ej, er min mavefornemmelse. Og den baserer jeg på de hundreder, tusinder, titusinder hestevideoer, jeg har set i min tid som rytter. Disse tips er muligvis ikke til nogen hjælp, hvis du ikke føler, at du har en stærk mavefornemmelse, men for mig er det en afgørende faktor – sammen med prisen, selvfølgelig.
Du må få ufatteligt mange henvendelser om arbejde og praktik hos dig i Eques Management. Hvordan ser det ud. Har du mulighed for at have praktikanter?
– Vi får utroligt mange ansøgninger – i hundredvis. Og da vi kun kan tage et par praktikanter om året er chancen for at få plads desværre meget lille. Man kan helt sikkert sende os en mail og ansøge om en praktikplads, men vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde ret mange pladser.
Hverdagen i Särö
Som tidligere nævnt har du mange ting i gang ad gangen. Du driver en virksomhed, træner og viser dressurheste frem på allerhøjeste niveau og har også en populær Instagram-profil. Hvordan ser en normal dag ud for dig?
– På en almindelig dag rider jeg den første hest lidt over syv om morgenen, og så rider jeg nærmest non-stop hele formiddagen. Alt efter årstiden er eftermiddagene lidt forskellige. Hvis der er konkurrencer i gang, rider jeg nogle gange lidt mere om eftermiddagen. Ellers fokuserer jeg mere på træning af andre og administrativt kontorarbejde. Hver aften sender jeg en timeplan til mine medarbejdere, hvor jeg sammenfatter næste dags arbejde, hvilken hest jeg rider, hvornår etc.
Sådan ser timeplanen for i dag eksempelvis ud:
07:00 Ville
08:00 Morgenmad 🥐
08:45 Lucas
09:30 Petter
10:00 Olle 🐴
10:30 Rufus – Longering
11:00 Snookie – Longering
11:30 Pods – Ridetur
12:00 Defense – Ridetur
12:30 Træning af andre ryttere
13:00 Frokost 🌯
14:15 Træning af andre ryttere
15:00 Træning af andre ryttere
16:00 Digitalt møde med samarbejdspartner 💻
17:00 Digitalt møde med ny samarbejdspartner
18:00 Selv træning
20:00 Lave indlæg på Instagram 📲
Opgaver:
Hente pakke
Bestille hestefoder
Ring til hesteejere til besigtigelse
Melde sig til konkurrence
Mere om Eques Management
Du beskriver Eques Management som specialister i dressurtræning, og du er også selv professionel dressurrytter. Men vi har bemærket, at du laver mere og mere ridebanespringning på de sociale medier. Hvordan kan det være?
– Delvist fordi jeg synes, det er rigtig sjovt. Det har længe været min drøm at lave ridebanespringning ved siden af, som en slags hobby. Jeg er selvfølgelig amatør inden for spring og i gang med at lære. Men det er rigtig dejligt. Så på en måde udspringer det af min egen interesse, fordi jeg synes, det er sjovt, og jeg synes, det er spændende at se, hvor det kan bringe mig hen. Jeg har også bemærket, at mine følgere på de sociale medier sætter pris på, at mit indhold er mere varieret og ikke kun fokuseret på dressur.
Er der noget, du har opnået i livet, som du er særligt stolt af – hvad enten det er riderelateret eller ej.
– Min største bedrift er, at jeg har mulighed for at udleve min største interesse, og at jeg kan leve af det. Det er det, jeg bemærker uge efter uge. Og faktisk husker jeg det øjeblik, det for første gang gik op for mig, at jeg kunne leve af at ride. Jeg var omkring 20-21 år gammel, boede i Danmark og var lærling. Jeg havde måske været der i et års tid, da min chef sagde til mig, at han ville overflytte mig fra at passe heste og ride lidt ekstra til et rigtigt rytterjob, hvor jeg fik egne heste, der skulle rides. Det var omkring 3.000 svenske kroner, altså cirka 2.200 danske kroner, om måneden, så det var ikke mange penge. Men alligevel – jeg blev betalt for at ride, og det var en stor motivationsfaktor for mig. Det er også det, Eques Management er for mig nu. Det gør det muligt for mig at leve af at ride. Det er nok den bedrift, jeg er stoltest af. Jeg kan huske, at jeg ringede hjem til min mor for at fortælle hende, at situationen var en helt anden nu. Før da var det altid mig, der skulle betale for at ride, betale for at købe en hest, betale for min træner og staldplads. Men i det øjeblik nåede jeg til en slags "vendepunkt", hvor det rent faktisk var mig, der fik betaling.
”Hver, hver anden uge må jeg knibe mig i armen og sætte pris på, at jeg virkelig har et så fantastisk job. Jeg er så heldig, at jeg kan leve af det, der for mig, er det fedeste nogensinde. Hvordan kan det her være et arbejde?!”
– Carl Hedin
Carls tips til at vokse på de sociale medier 📱
Inden for de senere år er din Instagram-profil vokset utroligt hurtigt, og du har nu følgere over hele verden. Kan du give os de bedste tips til at vokse på de sociale medier?
Vær dig selv
Varier dit indhold. Bland indhold, der er sjovt, oplysende, troværdigt samt bommerter, storytelling osv.
Inden du lægger noget op, så spørg dig selv "Er det her noget, som andre vil finde interessant?"
Skriv på engelsk, og brug hashtags for at øge din rækkevidde
... og nu vi er ved emnet sociale medier: På din Instagram-profil vurderer du "dagens banan". Hvad er det for et påfund? Hvad er en perfekt banan efter din mening?
– Haha, det er utroligt. Selvom dagens banan rent faktisk er min dårligste idé, så er det den, folk synes at holde mest af. Hvis jeg laver et indlæg om at spise en banan uden at "bedømme" den, får jeg omkring 200 kommentarer, hvor folk undrer sig over, at jeg ikke har lavet en bedømmelse. Haha! Men jeg vil sige, at en perfekt banan i mine øjne skal være lidt mere moden, lidt mere brun end grøn. De brune er lidt sødere og rundere i smage. Det kan jeg godt lide!
Vores sidste spørgsmål: Der er mange unge ryttere rundt omkring, som drømmer om at arbejde fuldtids med heste ligesom dig. Hvilket råd kan du give dem?
– Lær så meget som muligt om heste og alt, hvad der har med ridning at gøre. Jeg havde ingen idé om, at jeg kom til at lave det, jeg gør nu, og arbejde med sociale medier og den slags. Jeg kunne aldrig nogensinde have drømt om at sidde her og have et samarbejde med Maya Delorez. Det er helt surrealistisk. Men sørg for at lære så meget som muligt: Alt lige fra små ting som perfekt schenkelvigning til større ting som ledelse og iværksætteri. Viden er magt.
”Viden er det bedste og letteste værktøj, du kan have i din bagage.”
– Carl Hedin
Fem hurtige spørgsmål til Carl
Favoritårstid til ridning?
Efterår.
Konkurrencer i udlandet eller herhjemme?
Udlandet.
Din yndlingsemoji?
🦖 – Jeg ELSKER dinosaur-emojien.
Vallak eller hoppe?
Hvorfor vælge?
Springridning i en dressursadel eller dressurridning i en springsadel?
Dressur i en springsadel.