Stort interview med springrytteren
Stephanie Holmén
Mød Stephanie Holmén: Hendes tid på Grevlunda, live som ungdomsrytter, egen virksomhed og mål for fremtiden.
Amanda
Fri 9 Jun - 23
Stort interview med springrytteren
Stephanie Holmén
Mød Stephanie Holmén: Hendes tid på Grevlunda, live som ungdomsrytter, egen virksomhed og mål for fremtiden.
Amanda
Fri 9 Jun - 23
Hendes interesse for heste startede, som for så mange andre, med at hun prøvede at ride på pony i et tivoli, da hun var 2½ år gammel. Siden da har heste og ridning spillet en kæmpestor rolle i Stephanie Holméns liv. Som ung ponyrytter prøvede hun military, dressur og ridebanespring, inden hun til sidst besluttede sig for at satse fuldt ud på ridebanespring.
Mellem 2013 og 2023 arbejdede hun som berider på den velrenommerede Grevlundagården, hvor hendes arbejdsgivere var ingen ringere end eliterytterne Peder Fredricson og Lisen Bratt Fredricson. I løbet af sine 10 år på stedet havde hun ansvar for at træne og passe hestene og fik værdifuld indsigt i konkurrenceridning lige fra konkurrencer med ungheste til verdensmesterskaber.
Nu står Stephanie over for en ny udfordring i sin karriere, hvor hun starter sit eget eventyr på Stald Borelund i Skåne. Hendes mål? At nå den absolutte top. Hos Maya Delorez er vi helt overbeviste om, at Stephanie har en lovende fremtid foran sig, og vi er meget spændte på, hvor hun er på vej hen.
Om Stephanie Holmén
Født: 27. januar 1991
Bor i: Skåne, Sverige 🇸🇪
Arbejder som: Professionel springrytter
Instagram: @holmenstephanie
👋 Hej Stephanie! Lad os starte med din baggrund inden for ridesporten! Hvornår begyndte du at ride?
– Jeg startede med at ride, da jeg kun var 2½ år gammel. Mine forældre kørte mig til Folkets Park i Malmø hver lørdag, hvor der var en slags tivoli med 20-minutters ponyridning. Det var ugens højdepunkt for mig. Jeg var nok ikke mere end fire år gammel, da jeg begyndte på rideskole, hvor jeg fortsatte med at ride til jeg var omkring syv eller otte og fik min første hest. Som ponyrytter konkurrerede jeg meget og prøvede dressur, ridebanespring og military. Da jeg begyndte at ride større ponyer, besluttede jeg mig for at fokusere på ridebanespring. Jeg konkurrerede op til Sverigesmesterskaberne, men det gik ikke særlig godt, haha! Så jeg skiftede ret hurtigt over til heste.
– Jeg var kun 13 år gammel, da jeg fik min første hest, Titanic, som var fire år gammel på det tidspunkt. Han og jeg lærte og voksede op sammen – helt op til de svenske og europæiske juniormesterskaber, indtil vi til sidst vandt guld ved ungdomsmesterskaberne i Sverige. Det var en lang og fantastisk rejse, vi havde sammen.
Hvordan endte du med at arbejde som berider på Grevlunda for Peder og Lisen?
– Jeg startede på Grevlunda i 2013, da jeg ikke længere var ungdomsrytter. Lisen havde set, hvordan jeg førte ungheste op til de højeste springniveauer, og indså, at jeg vidste, hvad der skulle til for at træne heste til at komme helt til tops. Hun mente, jeg ville passe godt ind både som rytter og medlem af holdet, og tilbød mig et job, hvilket jeg er ekstremt taknemmelig for. Min tid på Grevlunda har været helt fantastisk.
Er det sandt, at du afslog hendes første tilbud?
– Ja, det er rigtigt. Første gang Lisen henvendte sig til mig om et job hos dem, tilbød hun mig først et job udelukkende med fokus på ungheste. På det tidspunkt havde jeg allerede en blomstrende forretning derhjemme, hvor jeg arbejde med et udvalg af heste fra ungheste til heste på Grand Prix-niveau. Jeg nød virkelig spændingen ved at konkurrere i de lidt højere klasser, eftersom jeg havde brugt så mange år på ungheste. Så jeg sagde nej til en start. Men jeg kan godt sige dig, at det ikke var en nem beslutning. Så henvendte Lisen sig igen til mig omkring to uger senere. Hun sagde, at hun ville tage en pause fra ridningen, og foreslog, at jeg overtog hendes Grand Prix-heste. Det er vist ikke nødvendigt at sige, at det ikke krævede de store overvejelser fra min side. Så selvfølgelig sagde jeg ja!
På hvilken måde har du ændret dig i løbet af dine år på Grevlunda?
– Jeg har været hos Grevlunda i 10 år, hvilket er hele mit voksenliv, så selvfølgelig har jeg udviklet mig både som rytter og som person. Muligheden for at arbejde så tæt sammen med Lisen og Peder, som er sådan nogle gode rollemodeller, har været utroligt givende for mig.
Hvad er den vigtigste lærdom, du har fået?
– Det er meget svært at sætte en finger på, for jeg har haft mulighed for at lære det hele, hele systemet. Mine ridefærdigheder er helt sikkert blevet meget udviklet. Jeg har fået mulighed for at ride en lang række heste og har skiftet præference fra de mere rolige heste til nu at værdsætte dem, der har mere temperament og energi. Men jeg har også lært en hel masse om den generelle administration og drift af en professionel stald. Jeg har virkelig lært meget.
Har du et yndlingsminde, du vil fortælle om?
– Jeg har så mange fantastiske minder, at jeg ikke kan udvælge et. Men jeg skal ikke undlade at nævne verdensmesterskaberne i Zürich med min hest Sparven og vores sejr ved Sverigesmesterskaberne i Falsterbo. At være en del af det svenske hold og konkurrere på min hjemegn i Falsterbo, hvor vi leverede et fejlfrit ridt og bagefter kunne gå på podiet som vindere ... Jeg er mere eller mindre opvokset i Falsterbo og har siddet på tilskuerpladserne og heppet, lige siden jeg var lille, så det har altid været en drøm for mig at repræsentere Sverige ved mesterskaberne her. At jeg rent faktisk fik mulighed for at gøre det, og at vi formåede at vinde, er noget, jeg aldrig vil glemme. Men alle de gange, hvor unghestene har gjort det godt og oven i købet formået at vinde – dét er også fantastiske minder.
Og nu hvor du har startet din egen virksomhed, hvad er så dine mål for fremtiden?
– Ja, nu skal jeg i gang med min egen forretning, og jeg har ikke sat mig nogen specifikke mål endnu, for alt er stadig helt nyt. Men jeg kommer til at arbejde både med ungheste og ældre heste. Jeg håber virkelig, at jeg kan nå tilbage til tops i sporten, for det vil jeg rigtig gerne. Jeg ved godt, at vejen er lang og svær for at nå dertil, og at det kommer an på hestenes ejere. Så jeg håber, jeg kan finde gode partnerskaber undervejs, som kan hjælpe mig i mål.
”Jeg står på tærsklen til et helt nyt eventyr i mit liv, et nyt kapitel, og jeg er så spændt på at tage hul på det sammen med Maya Delorez.”
– Stephanie Holmén
Hvordan ser en normal dag i dit liv ud nu for tiden?
– Jeg er netop begyndt at tage heste ind for at få gang i forretningen, så jeg rider praktisk taget hele morgenen, og nogle gange også lidt efter frokost. Så træner jeg en masse sammen med mange elever, og jeg synes, det er virkelig spændende at følge deres udvikling.
Hvad motiverer dig?
– Det er hestene, der motiverer mig hver dag. At følge dem og se deres udvikling. De giver så meget igen. Når jeg giver dem alt mit hjerteblod, ved jeg, at jeg får det tifold igen.
Er der noget, du kunne tænke dig at blive bedre til?
– Jeg kunne godt tænke mig at udvikle min ridning meget mere. Jeg kunne godt blive bedre til grundtræning, og jeg ved, at jeg også kan forbedre mig på banen. Men det er det smukke ved sporten – man udvikler sig hele tiden. Nu skal jeg også til at drive mit eget foretagende, så der er også mange ting, jeg skal lære i den forbindelse. Men jeg føler mig klar, og jeg glæder mig helt enormt. Jeg glæder mig til alt det, jeg kommer til at lære undervejs.
Har du en rollemodel – i rideverdenen eller udenfor?
– Der er mange store rollemodeller, jeg ser op til. Frem for alt fokuserer jeg på folk, som jeg synes er dygtige ryttere, fordi det er det, jeg er voldsomt interesseret i, at udvikle mig som rytter. Det er meget svært at nævne navne, jeg ser op til mange kompetente ryttere med fantastiske ridefærdigheder.
Hvordan vil du med få ord karakterisere den type hest, du foretrækker?
– Hvis jeg skulle beskrive min drømmehest, så skal den have masser af kræfter. Når den tager afsæt til et spring, vil jeg kunne mærke kræfterne i afsættet. Min drømmehest skal have temperament og være fuld af liv! Hellere lidt for meget end for doven og med en stor arbejdsvillighed. Også mod og forsigtighed på samme tid – det er svært at finde den kombination, men når det sker, er det helt ubetaleligt.
Hvad er dit bedste råd til unge ryttere, som gerne vil udvikle sig inden for sporten?
– De råd, jeg ville give til en ung rytter, som ønsker at blive bedre, er:
Du skal turde stå frem
Du skal turde stille spørgsmål
Du skal forsøge at ride hos gode, succesfulde stalde, som du ser op til – både mht. hvordan de træner, men også hvordan de passer deres heste. Lær så meget som muligt om alt, du kan. Både når det kommer til ridning, men også i forhold til alt det andet.
Hvis du kunne ride én springhest i hele verden, hvilken en ville du så vælge?
– Lige nu må svaret helt sikkert være King Edward.
Hvad er dit yndlingsprodukt fra Maya Delorez?
– Jeg er virkelig begejstret for Stephanie Everyday Halfzip. Og jeg har to par yndlingsridebukser: Classic og Compression.
Gør sætningen færdig:
Hvis jeg ikke var springrytter, ville jeg ... lave noget andet med heste.
Inden en konkurrence kan jeg godt lide at lytte til ... dejlig, opløftende musik
Når jeg inviterer folk til middag, laver jeg ... ikke noget særlig avanceret, haha!
Noget jeg ikke kan undvære er ... Carl og min corgi, Ellie.
En person, jeg gerne ville møde, er ... Ariana Grande.
Når vækkeuret ringer om morgenen, tænker jeg ... Jeg er glad for, at jeg er ved at blive gammel og vågner, før vækkeuret lyder, haha.
Når jeg kommer hjem fra stalden om aftenen, kan jeg godt lide at ... spise en god middag og hygge mig sammen med familien.
Corgi Ellie - Hard life being a dog